Jeg er Ida
Ida HJEMMETRÆNER
Idas historie er et eksempel på en pige, der havde behov for hjælp. Hendes forældre vidste, hvor stor en forskel tidlig hjælp kan gøre, men de vidste ikke, hvad de kunne gøre, hvilket var frustrerende for dem. Da familien begyndte hjemmetræning, fik det stor betydning for både Idas og hendes families livskvalitet.
Idas forældre bemærkede kort tid efter hendes fødsel, at der var en markant forskel i deres nyfødte datters udvikling sammenlignet med hendes søster. Både hendes reaktionsevne og bevægelser var umodne. De bemærkede også, hvordan Ida ikke greb fat om sin mor, når hun blev båret, men i stedet var passiv og slap. Da hun nærmede sig et år, var hun meget passiv siddende i sin høje stol ved måltiderne og havde svært ved at holde balancen, hvilket undrede hendes forældre.
Disse observationer førte Idas forældre til at opsøge hjælp. På Neurospires hjemmeside, som de havde hørt om fra en ven, og på det tilhørende forældrekursus fandt de mange svar, de længe havde søgt.
Efter kurset besluttede de at følge op med konsultationer for at få en række møder og undersøgelser med fokus på Idas livssituation. Målet var at samle alle relevante oplysninger for at afdække Idas udviklingsmæssige ubalancer og se på sammenhængene mellem disse. Baseret på viden om fremme af neurologisk udvikling blev der åbnet op for en lang række vigtige informationer om Ida. Der blev derefter udarbejdet en plan for at hjælpe Ida med at indhente de udviklingsforsinkelser på 35 %, som var blevet tydelige.
Tilgangen til at indhente udviklingstrin foregik ved at adressere hjernens enkelte funktionsområder målrettet, da de har kontrollen over Idas niveau af læring. Hjælp blev givet hjemme, og programmerne omfattede sensoriske, motoriske, emotionelle og sociale områder af Idas udvikling.
Grundlæggende byggede alle programmer på viden om, hvor afgørende det er for børn med neurologiske ubalancer at blive beskyttet mod kemi og toksiner. Desuden blev der lagt vægt på en ernæringsmæssigt høj kvalitet, som sikrede, at hjernen kunne fungere optimalt. Det blev hurtigt tydeligt, at alle tiltag styrkede Ida.
Effekten af Idas træning blev gradvist tydelig måned for måned, hvilket kom til udtryk i hendes evne til at bevæge sig. Hendes balance blev bedre, og hendes forældre så en pige, der blev mere fortrolig med at kravle rundt og udforske hjemmet på egen hånd. Hendes mor bemærkede, at Ida nu nød at få læst historier og accepterede at få redt og sat hår samt at blive vasket i ansigtet, hvilket tidligere havde været et stort problem. Ida blev også bedre til at lægge mærke til detaljer og udtrykke sig sammenhængende sprogligt og med brug af sit kropssprog. Dette bidrog til en forbedring af hendes evne til at lege med sin søster og andre børn.
Over en periode på to år formåede Ida gennem sine programmer at reducere sin udviklingsforsinkelse fra 35 % til 19 %, hvilket havde en enorm betydning for hendes livskvalitet. Det banede vej for, at hendes forældre kunne skabe en ramme, der tilgodeså Idas behov og gav hende de nødvendige betingelser for at opnå en højere grad af funktionalitet.