Dysleksi, også kendt som ordblindhed, er en tilstand forårsaget af fysiske ubalancer i hjernens kommunikation, hvilket påvirker evnen til at læse og fortolke ord.
De vanskeligheder, der opstår, er meget individuelle, da mange funktionsområder er involveret i de processer, der angår læsning og skriftlig kommunikation. Forældre kan få mange svar ved at se på barnets udviklingstrin. I denne kerne af viden ligger nøglen til at skabe en større neurologisk balance, som har betydning for evnen til at formå at læse.
Hjælp til børn med Dysleksi
Betegnelsen dysleksi dækker over en række bagvedliggende årsager, som mere nuanceret beskriver, hvad barnet er udfordret af. Disse er vigtige at få frem, da de hjælper med at forstå, hvad der er på spil. Der er helt individuelle neurologiske årsager i hvert barns hjerne, som påvirker syn, hørelse og evnen til at skelne vokaler og konsonanter. Disse forhold gør det desuden svært at genkende hele ord og sproglyde.
Som forældre kan det være udfordrende at erkende, hvor forskellige vores børns evner til at lære er. Mens det ene barn kæmper med at mestre læsning, selv med støtte fra de bedste lydsystemer, kan en søskende vise at det lærer at læse næsten uden støtte. Dette understreger, hvor individuelle vi alle er på grund af variationer i vores helt unikke hjerne og nervesystem. Hvilket vil fortæller os at ingen hjerner er ens.
Denne indsigt leder os til forståelsen af, at vi alle står over for funktionelle udfordringer på hver vores område. Inden for læseområdet giver denne viden os mulighed for at lære de redskaber at kende, der kan støtte vores børn i deres udvikling. Ved at dykke ned i viden om hjernen får vi nuancerede indsigter, der åbner for nye veje til at hjælpe børn med læsevanskeligheder.
Da dysleksi mest af alt handler om neurologiske ubalancer, er det vigtigt at kende til, hvad der kan forstyrre hjernens kommunikation. En gruppe aktører er de mange giftige kemikalier fra vores omgivelser. De belaster børn i højere grad end de fleste er bekendt med. Nogle børn er mere sårbare end andre, Sammen med andre belastninger som hæmmer hjernen, har det betydning at kende dem og imødegå at de yderligere belaster barnets nervesystem, hvis evne til at kommuniker hele læseprocessen bygger på.
Af andre faktorer som har betydning er at det for det enkelte barn kan handle om at kvaliteten af formidlingen af information i klasseværelset er utilstrækkelig. Fysiologiske forhold, som for sanserne, kan komme til at spille en væsentlig rolle. I detaljerne kan synsforstyrrelserne eksempelvis lydmæssigt påvirke barnets evne til at afkode lyde, mens synsproblemer kan føre til forvirring mellem bogstaver som "b" og "d".
Disse udviklingsmæssige forhold, som rækker langt ud og dækker motoriske, sensoriske, emotionelle og sociale evner, påvirker hinanden væsentligt indbyrdes. En neurologisk tilgang tilbyder en bred og dyb indsigt i, hvordan børn møder disse udfordringer hver især. Der findes derfor også en omfattende værktøjskasse med løsninger, der kan få betydning for det enkelte barn udvikling og dermed også læseprocessen positivt.
At det kræver en meget aktiv indsats, er åbenlys, når det drejer sig om at hjælpe et barns nervestem. Når der opstår forsinkelser, som ved dysleks, som udsendes der fra hjernen en række helt individuelle symptomer.
Det vil være en fejl at tro at de forsvinder ved at vente passiv. De er et signal til forældre om at et barn har behov for hjælp. Nogle i omgivelserne forsøger måske at hjælpe ved at lave vurderinger om at det er godt at vente, og lade tiden gå. Men det vinder barnet intet ved.
Det er nødvendigt at forstå, hvad der gør, at et barn adskiller sig fra andre, og bruge de værktøjer, der giver den specifikke og målrettede hjælp, der er behov for. Dette kræver indsigt og forståelse for hvordan hjernen fungerer og dens samspil med de udviklingsmæssige milepæle. Dermed kan vi inddrage læring og teknikker rettet mod de bagvedliggende fysiologiske årsager for at hjælpe hjernen og nervesystemet på flere fronter:
- Begrænsning af skadelig eksponering for toksiner.
- Støtte til hjernen gennem optimal ernæring.
- Anvendelse af viden om effekten af gentagelser.
Hele den udviklingsvej, som vi fra naturens side er programmeret til at følge, bygger på, at børn lærer gennem aktiviteter. I denne proces kan forældre spille en vigtig rolle. Forældre formår på en unik måde at motivere og guide ved at appellere til barnets egne interesser. Dette skaber en positiv ramme for barnets udvikling og skaber en stor tryghed for børn, som ad denne vej lettere opnår, at deres forældre bedre forstår dem.
Denne basis af fortrolighed og tryghed danner en god ramme for hele indlæringsprocessen, som inkluderer kommunikation og evnen til at læse.
Aldrig for sent
Sen læsning behøver ikke være en stor katastrofe. Selvom uddannelsessystemet kan lægge pres på børn, er stress ikke den rigtige vej til at lære. Der er mange eksempler på, at børn først lærer at læse i teenageårene, når de får de rette muligheder.
Som forældre, der desperat ønsker at hjælpe vores børn, kan vi vinde meget ved at finde perspektivet i at søge hjælp fra i forskellige retninger. Disse tilgange muligør at overvinde de forhindringer, der er forbundet med at lære at læse og skrive.
Vi kan ud fra denne tilgang støtte vores børn i at håndtere symptomerne på ordblindhed uden at falde ned i frustration og fortvivlelse.
Jeg er Signe
Signe med dysleksi
Signes historie er et eksempel på en pige, der var udfordret af dysleksi og manglende trivsel, som betød at hun syntes det var kedeligt at være i skole, hvor det var svært af fange hendes opmærksomhed. Hendes manglende udvikling fik hendes forældre til at vælge hjemmetræning for at hun kunne opnå at få et strækere udgangspunkt og flere muligheder.
Signe, en niårig pige, havde svært ved at finde interesse i bøger. Hverken billeder eller ord fangede hendes opmærksomhed, og hun ville hurtigt bladre igennem siderne og smide bøgerne til siden. Til trods for ihærdige forsøg fra både hendes mor og far kunne de ikke få hende til at interessere sig for læsning. Signe havde også udfordringer med at huske og gentage ords rytme og konsonanter, hvilket gjorde hendes sprog vanskeligt at forstå. Rim og sange var heller ikke noget, der fangede hendes interesse.
Dette blev også observeret i skolen, hvor en test bekræftede, at Signe havde dysleksi. Men det var ikke kun hendes sproglige vanskeligheder, Signe kæmpede med. Hun havde også svært ved at tegne, og hendes far spekulerede på, om dette skyldtes hendes svage greb om blyanten, hvilket også påvirkede hendes evne til at bruge bestik. Hendes greb var alt for løst, uanset hvor mange forskellige hjælpemidler de afprøvede.
Signes mor besluttede derfor at kontakte Neurospire for at søge hjælp. Her blev der gennemført en række undersøgelser for at danne et overblik over Signes situation. Hendes neurologiske profil afslørede, hvilke udfordringer Signe stod over for, især inden for sanseområdet og motorikken, hvilket påvirkede hendes evne til at læse. Det var også tydeligt, at det var svært at fastholde hendes opmærksomhed over længere perioder. Disse forsinkelser resulterede i, at Signe manglede at indhente en række udviklingstrin sammenlignet med andre børn på hendes alder, en forskel på hele 40%.
Ved Neurospire fik Signes mor hjælp til at sammensætte et forløb samt læring om forskellige værktøjer og metoder, der kunne hjælpe Signe derhjemme. De startede en daglig rutine, hvor gentagelser og teknikker blev anvendt til at støtte Signes udvikling. Signe trænede derhjemme i en periode på 32 måneder, inden hun startede i midten af 4. klasse igen. På dette tidspunkt var både Signes forældre og skolen enige om, at hun var klar til at begynde.
Effekten af programmets indsatser begyndte at vise sig tidligt. Allerede efter 6 måneder var Signe ivrig efter at besøge biblioteket for at finde nye bøger, og hendes interesse for læsning voksede dag for dag. Samtidig arbejdede Signe på at indhente de udviklingstrin, hun havde manglet. Hendes forældre og en ansat hjælper støttede hende skiftevis, og hun deltog også i ridefysioterapi et par gange om ugen og svømmede regelmæssigt hver lørdag med sin veninde fra børnehaven.
Nu læste Signe med stor glæde højt for sin familie derhjemme og udviste interesse for en bred vifte af emner, især bøger om hunde, da hun selv havde en. Hendes evne til at holde på blyanten blev markant forbedret, og hun udviklede et fint pincetgreb, der gjorde det muligt for hende at skrive tydelige sætninger med store bogstaver i sit hæfte. Beslutningen om at hjælpe Signe derhjemme viste sig at være afgørende, og hendes positive udvikling var meget tydeligt. Som hendes far sagde: ”Hun er endnu ikke helt i mål, men hun er godt på vej”.