Skolevægring

NEUROSPIRES VIDENSCENTER

Skolevægring, også kaldet ufrivilligt skolefravær, kan komme til udtryk på mange forskellige måder, da der er mange meget individuelle årsager til, at børn har et højt fravær. For eksempel kan børn med autisme og ADHD være udfordret af at der er ubalancer i selve funktionen i hjerne og nervesystem, hvilket skaber komplekse udfordringer. Disse former for problemer kan også påvirke andre børn.

Børn med skolevægring

Selvom nogle børn med skolevægring kan klare sig med enkle strategier og små tilpasninger i skolen, må det ikke underkendes, i hvor høj grad de enkelte børns behov kan variere, og at det derfor er umuligt at generalisere. Mange forældre efterspørger da også konkrete handleplaner, som har sigte på at være meget målrettede i forhold til at søge at komme skolevægring til livs på et helt andet niveau end strategier indebærer. Disse baner vej for at opnå en meget høj grad af indsigt og forståelse for, hvad det enkelte barn kæmper med, som handler om neurologiske forhold vedrørende hjernen. Netop fordi hjernen spiller en så enorm indflydelse, fysisk og mentalt, er det også ved at åbne op for viden dér, at man finder en mere nuanceret tilgang til at tackle og håndtere skolevægring.

Ved at få indsigt i det neurologiske område er det muligt at danne et helhedsbillede af, hvor barnet har sit udgangspunkt overordnet set, sensorisk, motorisk, følelsesmæssigt, socialt, fysiologisk og fagligt som en helhed. Dette sikrer også, at man undgår at overse vigtige aspekter. Med denne tilgang rettes opmærksomheden mod centrale funktionsområder, hvor opståede ubalancer bliver synliggjort, hvilket baner vej for at blive håndteret.

Ved at afdække forhold, der både formår at have en så stor bredde og en dybde, gør at områder i mindre grad bliver overset. Det har stor betydning, fordi de enkelte udviklingsområder i så høj grad påvirker hinanden.

Forældre til børn med skolevægring finder derfor også i deres mål for at få afdækket årsagerne bag skolefraværet tilgange til at få afhjulpet fraværet, som tager sit udgangspunkt i det enkelte barns behov. Behov, som når de tager udgangspunkt i neurologiske forhold, har deres rod i barnets niveau af udvikling, som når der er ubalancer, indhentes med fordel ved forældres hjælp og støtte i hjemmet. Dette forudsætter selvfølgelig at I forældre oplever at I oplever at der er en guidning og støtte, som der er behov for til at støtte jer.

 Jeg er Oliver

Oliver HJEMMETRÆNER

pexels-yankrukov-8430053

Olivers historie er et eksempel på en dreng, der kæmpede med en høj fraværsprocent. For ham blev det afgørende, at hans forældre traf valget om at hjemmetræne ham, så han fik en chance for at indhente de udviklingsmæssige ubalancer, der var opstået.

Olivers problem var, at der var et alt for stort gab mellem hans udviklingsmæssige niveau og de niveauer som hele skolen og undervisningen der tog udgangspunkt i. Der var derfor en meget tydelig ubalance Den kom til udtryk ved, at han udviklingsmæssigt lå langt fra jævnaldrende børn, både motorisk, sansemæssigt, emotionelt, socialt og fagligt, med en samlet forsinkelse på 40 %.
Det var ikke realistisk at forvente, at Oliver på egen hånd ville formå at indhente den forskel som 8-årig uden støtte fra en voksen 1:1. Det blev også tydeligt, at de strategier, som hans skole lagde an, ikke var tilstrækkelige til at dække hans behov.
I hans skoles tilgang var der en indbygget forventning om, at Oliver gennem naturlig modning selv skulle formå at indhente de udviklingsmæssige forudsætninger ved brug af enkle værktøjer og strategier. Denne tilgang viste sig dog at være langt fra tilstrækkelig i forhold til de udfordringer, han kæmpede med.
For Olivers forældre blev rækken af større netværksmøder derfor også lang, med deltagere af både personale fra skolen og kommunen. Overordnet set var et punkt til diskussion, nemlig Olivers meget høje fraværsprocent og hvad der skulle til for at få den bragt ned. Da Olivers mistrivsel fortsatte, valgte hans forældre i sidste ende at hjemmetræne ham.
De fandt, at det dybest set gav mere mening, både på den korte og lange bane, at målrette kræfterne mod at hjælpe Oliver med at indhente de udviklingstrin, han manglede.
Det betød, at Oliver var hjemme og hjemmetræne i sammenlagt tre år, før han igen startede i skole. Det blev en succes, og det var tydeligt, at det for Oliver betød meget, at han gennem perioden formåede at indhente 20 % af sin udviklingsmæssige forsinkelse. Hvilket skal ses som et vigtigt skridt frem, når det handler om udvikling, som foregår gradvist.
Kostændringer, stimulation, teknikker, protokoller og træning sammen med far og mor på skift, støttet af ansatte hjælpere, der kom nogle timer hver dag, gav Oliver den støtte, som han havde manglet. Det betød også, at det blev muligt for Oliver at få bygget venskaber, få et aktivt fritidsliv som spejder og en pæn stor interesse for skolefagenes indhold.