Skolevægring kan komme til udtryk på mange måder, fordi der er meget forskellige årsager der ligger bag den høje fraværsprocent, som opstår for børn med f.eks. autisme og ADHD. Komplekse udfordringer som kræver at der er en grundig forståelse af de underliggende neurologiske ubalancer i hjerne og nervesystem.
En indsigt i en viden som fortæller os at hvert barn er unikt, og at der ofte er behov for at rette opmærksomheden mod de helt nuancerede og meget individuelle løsninger, der bygger på et fundament af specialiceret viden.
Forældre til børn med skolevægring
Ofte leder forældre efter svar på udfordringer med højt fravær i skolen, i mindre forhold der angår undervisning og trivsel alene. Men bag disse problemer gemmer der sig ofte mange andre større ubemærkede områder, der også bør undersøges. Det er disse dybere lag, der afslører forhold i hjernen og rummer mange svar, som bidrager til en mere nuanceret forståelse af, hvorfor mange børn oplever mistrivsel.
En omfattende informationsbase opbygges ved at skabe en række profiler, der sigter mod at afsløre alle de væsentlige faktorer, der påvirker et barns udvikling. Dette gøres for at undgå at overses vigtige aspekter og i stedet opnå et helhedsbillede af barnets sensoriske, motoriske, følelsesmæssige, sociale, fysiologiske og faglige områder.
Det er stadig afgørende at understrege, hvor gensidigt de forskellige områder påvirker hinanden. Dette beviser vigtigheden af at forstå, at det er samspillet i hjernen, der også er årsagen til symptomerne, og derfor det centrale i at rette opmærksomheden mod nervesystemet og hjernens funktion frem for alt andet.
Når de neurologiske profiler først kommer frem i lyset, bliver det tydeligt at få et overblik over de virkelige forhold vedrørende et barns hjerne der skal have opmærksomhed og dermed også at identificere årsager til skolefravær. Denne omfattende viden etablerer en forbindelse mellem skolevægring og tilstedeværelsen af ubalancer i hjernen og nervesystemet. Den primære indsats rettes mod at forbygge og samtidigt genoprette balancen i hjernens kommunikation.
Selvom nogle børn med enkle strategier og små tilpasninger kan få skolelivet til at fungere, er det vigtigt at forstå, at børns behov varierer så meget, at man aldrig kan generalisere.
Den neurologiske tilgang afdækker bredt og dybt på samme tid, hvilket afspejles i den store værktøjskasse med løsningsmuligheder, der følger med. Denne tilgang muliggør direkte støtte til hjernen omfattende at forbygge og behandle samtidigt, der her baner vejen mod en positiv skoleoplevelse på lang sigt.
Jeg er Oliver
Oliver HJEMMETRÆNER
Olivers historie er et eksempel på en dreng som kæmpede med en høj fraværsprocent. For ham blev det skelsættende at hans forældre traf et valg om at hjemmetræne ham, så han fik en chance til at indhente neurologiske udviklingstrin som han manglende.
Olivers problem var at der var et alt for stor gab mellem neurologiske udvikling og hans kronologiske udvikling. Det kom til udtryk ved at han udviklingsmæssigt niveaumæssigt lå langt fra jævnaldrende børn både motorisk, sansemæssigt, emotionelt, socialt og fagligt med en i alt sammenlagt forsinkelse på 40 %.
At han uden en målrettet aktiv støtte fra en voksen 1:1 hjælp selv skulle formå at indhente dette gab udviklingsmæssigt i en alder af 8 år var ikke realistisk. Ligesom det også blev meget tydeligt at de iværksatte strategier som blev afprøvet på hans skole, ikke gav mening.,
Det der fra skolen side var langt op til, var at Oliver i stedet egenhændigt skulle forsøge at kompenserer og klare at indgå i det skolefællesskab, uden at han havde forudsætningerne for det.
For Olivers forældre var rækken af netværksmøder derfor lang, med deltagelse af folk fra skole og kommune. Her var der overordnet set et punkt som var til diskussion og det handlende om Olivers meget høje fraværsprocent og hvad der skulle til for at få den ned. Det fandt de ikke nogen løsninger på og derfor var hjemmetræningen i stedet et alternativ som Olivers forældre valgte.
De fandt at de dybeste set gav mere mening både på den korte og lange bane at målrette kræfterne mod at hjælpe Oliver med at få indhentet udviklingstrin han manglede, så han i højere grad opnåede flere funktionsmæssige færdigheder og mindsket de symptomer som gav ham udfordringer i hverdagen.
Det betød at Oliver var hjemme og hjemmetræne i sammenlagt 3 år, før han atter startede op med et skoleforløb, på en skole som i højere grad passede til hans forudsætninger. Det var en succes, og det var tydeligt at det for Oliver betød meget at han i den periode fik indhentet 20 % af de udviklingstrin som gav ham udfordringer.
Kostændringer, stimulation, teknikker, protokoller og træning sammen med far og mor på skrift støttet op ad ansatte hjælpere der kom nogle timer hver dag, gave Oliver det Løft som der var savnet. Det som gjorde at Oliver fik venner og et fritidsliv og en stor interesse for skolefagenes indhold.