Børnenes historier

Læs Pelles historie

Pelle var forsinket udviklingsmæssig på mange områder, men det blev ændret og hans behov for støtte sluttede.
___________
Som baby, udviklede Pelle sig ganske langsomt. Han mor og far var bekymrede fordi han var ikke begyndt at kravle som de jævnaldrende børn, da han var 9 måneder. En forsinkelse som de havde kunne følge helt fra start.
Han var svær at få øjenkontakt med og han rakte ikke ud efter det legetøj som han blev tilbudt, for at undersøge det som andre gjorde.
I vuggestuen blev det klart, at Pelle sprogligt var meget svær at forstå, og han trak sig meget væk fra de andre børn da han endelig begyndte at kunne kravle og gå og han græd meget.
Det var derfor et par meget bekymrede forældre jeg mødte, da jeg så Pelle og hans familie første gang. Da var Pelle 5 år, og hans forældre havde store udfordringer.
Udover at han havde fået briller, men alligevel havde svært ved at se på grund af sin skelen, var Åelle og meget forsinket udviklingsmæssigt fysisk og emosionelt i forhold de jævnaldrende børn. Pelle havde derfor fået bevilliget fast støtte.
Han havde med tiden også udviklet sig til at være en store kræsenpind, som spiste meget ensidigt og ofte var det ret usundt, hvilket var svært at håndtere.
Da Pelle blev undersøgt første gang hos Jeanette, var der flere ting som blev tydelige for Pelles forældre.
Ikke nok med at det var meget begrænset hvad Pelle talte om. Det han sagde var også fyldt gentagelser, og kan kunne ikke tale tydeligt, så alle kunne forstå hvad han sagde. Derfor gik hans mor ofte ind og hjælp med at forklarer hvad han sagde, fordi hun som den eneste forstod en hel del.
Det var også tydeligt at Pelle svært ved at gå op og ned ad trapper, han var kunne ikke gribe en bold, eller tegne en tegning.
Dagligt var der en kamp som handlede om at Pelle hverken kunne lide komme i bad eller at blive tørret med håndklædet.
Blot otte uger efter at Pelle familie var gået i gang med programmet, fortalte hans mor at der var sket store forandringer.
Pelle programmer havde gjort en store fremskridt. Han havde fået meget mere energi og var blevet meget mere aktiv, efter han havde fået et træningsprogram. Hans mor sagde: " Pelle taler meget mere, end han før har gjort og hans papegøjesprog er på vej væk.
Desuden spiser han også meget sundere nu, og det betød at for første gang i sig liv havde han ingen sygedage i flere måneder.
Efter 2 år på de neurologiske programmer fra, fortalte hans far, at Pelle ikke længere var følsom og vred i forhold til at berøring og at komme i bad. De kunne se at Pelles daglige løbeture havde givet ham rigtig meget energi, og han var derfor begyndt til karate. Sidst men ikke mindst så var Pelle begyndt at læse, for at læse ordene og sætninger der var printet i stor skrift fik en stor betydning for han interesse for læsning.

Læs Nicholas historie

Nicholas mor fortæller:

Vi vidste godt at Nicholas havde det svært i sin 0.klasse. Han havde svært ved at få dagen i skole og på SFO til at fungere. Derfor havde han også fået særlig hjælp med støttepædagog og en struktureret dag med brug af visuelle værktøjer og strategier der skulle hjælpe ham.

Men det fungerede bare ikke. Ofte var der opkald fra skolen.
Jeg var flov når jeg igen fik opkald fra skolen, og tog fra arbejde for at møde personligt op for at tale med klasselæreren.

Man kan roligt sige, at vi søgte desperat efter hjælp. Min veninde anbefalede mig at søge hjælp hos Jeanette, der har Neurospire. Det kom til at betyde at vi stoppede med at se på Nicholas som en samling af mystiske symptomer. Vi fandt ud af hvor klog vores dreng faktisk er, og at daglig træning var svaret på at få hjulpet ham.

Jeg fik et indblik i at det egentligt handler om at mange børn ligesom min er meget misforstået, og at det er en fordel for ham at han får hjælp både med ernæring og med træning. Jeg vidste at vi var kommet til det rette sted.
Sammen med Jeanette, fik vi udarbejdet et program.
I begyndelsen startede det op med mange daglige kampe, råberi og modstand. Det handlede meget om at kosten var anderledes, men også at det var hårdt at komme i gang med dagen. Det var både svært for ham og for os, fordi ham hurtigt blev sulten og var vandt til at vi bare kunne købe en burger, og nu skulle finde et sundere alternativ i en fart.

I flere måneder kan jeg huske at vi kæmpede med at få ham til at kravle og gennemføre små løbeture.
Men vi kunne begynde at se en fremgang efter seks måneder. Vi kunne se han fik selvtillid og troen på sine egne evner. Han blev mere udholdende og kunne bedre forstå de fysiske lege de andre børn legede, og han blev meget bedre til at finde sin rolle. I skolen fortalte de, at han ikke længere havde bug for støttepædagogen.

Når det bliver hverdag

Sådan gjorde vi

Emilie fortæller