Når forældre arbejder med deres barns ernæring, træner, stimulerer og hjemmeunderviser dem for at skabe udvikling hos barnet, kaldes det typisk  "Hjemmetræning"

At vælge "Hjemmetræning"- eller noget tilsvarende til et barn med særlige behov, er en stor beslutning – og den rejser naturligt mange tanker og bekymringer. For mange forældre fylder især ét spørgsmål:

Hvad med søskende?

Mange oplever en indre dialog: Gør vi det rigtige for alle vores børn? Vil vores andre børn føle sig glemt, eller blive kede af, al den megen opmærksomhed går til en søster eller bror?

Sådanne tanker er hverken egoistiske eller forkerte – tværtimod er de udtryk for det ansvar og den kærlighed, man bærer på som forælder. Det er helt naturligt at bekymre sig om, hvordan de valg man træffer får effekt på alle i familien.

Nogle forældre har en naturlig tendens til at ville skåne søskende for de udfordringer, der følger med at have et barn med særlige behov. Men børn opfanger mere, end vi ofte tror. Selv de mindste børn kan mærke stemninger, og større børn kan føle sig usikre eller forlegne – især i situationer, hvor familien får ekstra opmærksomhed.

Derfor gør det en forskel, når forældre vælger åbenhed frem for tavshed. Når søskende får lov til at stille spørgsmål og bliver mødt med ærlige, alderssvarende forklaringer, bliver deres egne følelser lettere at håndtere. At få sat ord på det, der sker, kan give tryghed og mindske både frustration og usikkerhed.

I mange familier hjælper det at skabe en tydelig struktur omkring "hjemmetræningen" – og samtidig sørge for, at strukturen bag ikke tager over, når resten af familien er samlet. Når søskende kommer hjem fra skole eller daginstitution, bliver træningsaktiviteter typisk nedtonet, for at fokus flyttes for i højere grad at dreje sig om samvær, fælles måltider og familieliv. Det understreger, at alles behov er vigtige, og at hjemmet formår at favne alles behov.

Nogle søskende vil da også gerne være en del af det, der foregår. Det kan være i små glimt – som at være til stede i samme rum eller deltage i en fælles aktivitet. Det vigtigste er, at det sker på børnenes egne præmisser og uden forventninger om, at de skal tage ansvar for noget, de ikke er klar til.

At finde balancen mellem "hjemmetræning" og familiens trivsel er en proces. Den kræver omtanke, fleksibilitet og nogle gange støtte udefra. Netop derfor arbejder vi med dette tema på Neurospires forældrekursus – hvor vi sammen med andre forældre udforsker, hvordan man bedst støtter både det barn, der har særlige behov, og resten af familien.

Du er meget velkommen.