At vokse op indebærer mange udfordringer, men for nogle børn er det ikke kun en rejse gennem læring og venskaber. Det handler om:

• Neurologiske barrierer, som gør hverdagen sværere at navigere.
• En krop, der ikke samarbejder, selv når barnet har stærk vilje og mod.
• Forældredilemmaer: Skal barnet være i skolen eller støttes hjemmefra?
• Langsigtet udvikling, hvor barnets behov styrer tempoet.

Når hjernen skaber udfordringer for børn udvikling, kan en mindre opgaver som at sidde stille i klassen blive en stor udfordring.

Børn med neurologiske udfordringer vælger ikke deres kampe. De er hverken dovne eller uden ambitioner. For dem kræver det enorme kræfter at klare simple opgaver, som andre tager for givet.

Mange forældre står derfor i et dilemma: Skal barnet blive i skolen og risikere at stå stille udviklingmæssigt, eller bør barnet istedet støtten ydes hjemmefra? Frygten for, at barnet går glip af sociale muligheder, fylder ofte meget i disse valg. Men både undersøgelser og erfaring viser, at hjemmetræning for de fleste er den bedste løsning, fordi barnets unikke behov kan imødekommes her.

For børn med særlige behov handler det om at de får en platform, hvor de kan udvikle sig i deres eget tempo.  Det er det de får i perioden hvor de hjemme arbejder med forældre og hjælpere med at få udviklet deres potentialer. Herefter venter der en tid med skole liv. Overgangen fra hjemmetræning til skole kræver både tid og omtanke.

Da vores datter skiftede til skole efter år hjemme med hjemmetræning, sørgede vi for, at processen var gradvis og struktureret. Vi forventede ikke, at lærerne skulle varetage hendes terapi – det var vores ansvar og det fik vi hjælp til fra specialister. Skolens rolle var at undervise og give os feedback  i forhold til læring og trivsel. På den måde kunne vi gennem et samarbejde med skolen justere støtten og samtidig give hende plads til at tage små skridt mod mere selvstændighed.

For at støtte vores datter bedst muligt blev aktiviteter uden for hjemmet en del af hendes hverdag. Disse aktiviteter supplerede hendes hjemmetræning og styrkede hendes sociale og fysiske udvikling:

• Fysisk aktivitet: Løb med søskende, ridning og svømning.
• Kreative udtryk: Deltagelse i musikskolen, kirkekor og kreative hold.
• Fællesskab: Spejder og ungdomsskoleaktiviteter.

Alle aktiviteter blev tilpasset hendes niveau og behov. Når hun var klar, deltog hun fuldt ud.. Dette gav hende mulighed for at udvikle sig uden pres, men med nok udfordring til at opbygge styrke og selvstændighed.

Det vigtigste er at finde en balance mellem barnets behov og omverdenens krav. For børn med neurologiske udfordringer er det essentielt at udvikle evner i deres eget tempo. Målet er ikke hurtige fremskridt, men en stabil og bæredygtig udvikling.

Da vores datter startede i skole igen i 7. klasse, var det tydeligt, at den neurologiske træning havde gjort en stor forskel, så det var tydelig for enhver der mødte hende med jævne mellemrum i periode at der var en stor effekt af den indsats der blev lagt i opgaven.

At støtte et barn som hende, med neurologiske udfordringer kræver tålmodighed og engagement, som ligger naturligt for mange forældre. Det handler om at skabe rammer, hvor barnet gradvist indhenter forsinket udvikling fysisk og mental, så det kan opnå selvstændighed og styrke. Med den rette støtte har vi set, hvordan vores datter og andre børn som vores har haft udbytte af hjemmetræning. En tilgang der har gjort at hun fik gang i en  udvikling så hun kunne overvinde mange udfordringer. Udfordringer som har betydet at det for dem også er blevet en succes at gå i skole.

Med små skridt, kærlighed og den rette tilgang kan børn som hende nå deres fulde potentialer – på deres egne præmisser.