Læs om Magnus

Da Magnus seks måneder, opdagede hans mor nogle bevægelsemnøstre hos Magnus, som fik hende til at undre sig. Han brugte sine ben langsommere og mere upræcist end hans storesøster.

Mangnus mor syntes også at der var en forskel på hvordan han brugte sit højre henholdsvis venstre ben, fordi det vante især var meget langtsom til at reagere.

Efter en snak med egen læge, blev det aftalt at de skulle give Magnus lidt tid, fordi der var usikkerhed om der bare var tale om at han villle vokse fra det.

Magnus forældre opsøgte en børnefysioterapeut, da Mangnus var ti måneder, for at få hjælp og rådgivning. Efter at hun havde undersøgt Magnus et kort stykke tid, stoppede hun den videre undersøgelse.

Hun fortalte at hun havde set nogle tegn i den måde Magnus reagerede og bevægede sig på, som gjorde at hun istedet ville foreslå at Magnus kom til et tjek hos en børnelæge.

Så Magnus var omkring et år da han blev set af en børnelæge første gang. Det var her han gennemgik en større undersøgelse, og Magnus forældre blev klar over at der var flere tegn på spasticitet i Magnus ventre ben.

Merer tydeligt var det med tiden blevet at Magnus var forsinket i sin udvikling i forhold til at komme op og gå, og i det hele taget at bevæge sig rundt var svært for ham.

Det betød at Magnus sad meget og legede på samme sted, mens de andre børn i hans dagpleje, havde travlt med at lærer at gå.

Magnus begyndte at gå til fysioterapi på børneafdelingen en gang om ugen 45 minutter. Her arbejdede en fysioterapeut med at træne med Magnus.

Det var svært at være vidne til hvor meget Magnus skulle arbejde for at prøve at lærer nye færdigheder, som andre børn bare lærer helt af sig selv,  fortæller Magnus mor.

Det var her under dette forløb at, Magnus forældre tog initiativ til at Magnus skulle undersøges hos Neuropire.

Magnus gennemgik en neurologiske undersøgelse over to dage, for hans profil var færdig. Af profilen var det tydeligt at magnus havde en mortiske forsinkelse.

Både i forhold til sit sprog, sin fin motorik og grovmotorisk. Derudover havde Magnus og noge sansemæssige forsinkelser i følesansen og i forhold til lyd.

Sammen fik vi udarbejdet et hjemmetræningsprogram. Arbejdemæssigt vrar det muligt for Magnus forældre at ændre deres arbejdetid og dele opgaven, så de begge kunne hjælpe Magnus.

Det var hurtigt tydeligt hvor vigtigt det varn for Magnus at der blev lagt enstruktur omkring  den hjælp han målrettet fik. Han blev mere glad, og fik mere tro på at han kunne arbejde med siine ben, på sin sliske.

Med støtte kunne han også begynde at træne på at gå.